Vinkel+co


Investor Relations - nu med relationer

Markedsværdien stiger med op til 10-15 % når kommunikationen bliver professionel, målrettet og relationsorienteret. Et festligt postulat - med hold i virkeligheden.

Det kræver ret beset ikke så meget at leve op til de formelle lovkrav for kommunikation med aktiemarkedet. Udsend et regnskab og send en fondsbørsmeddelelse, så er den hjemme. Men nødvendighed er sjældent en dyd. Eller kunst. Udfordringen ligger i ”det lille ekstra”. At skabe professionelle relationer med investorer og aktieanalytikere, der fører til større opmærksomhed, mere handel og øget likviditet.

Hvis Investor Relations er ”communication by necessity”, så stop bare læsningen her. Hvis sigtet derimod er at skabe relationer, der øger troværdigheden og gør det muligt at hente kapital, når der er brug for det, så skal Investor Relations opgaven gribes professionelt an. Hele tiden. For investorerne vælger og vrager. Tiden er knap og tålmodigheden endnu kortere.

Kunsten ligger i at skabe langvarige relationer til de rigtige investorer og analytikere. Relationer der bygger på troværdighed og tillid, og som løbende tilfredsstiller investorernes behov: Synlighed, åbenhed, tilgængelighed og imødekommenhed, når det gælder kommunikationen af regnskaber, strategier og forventninger.